Blog Image

Canada 2013

Canada 2013

Vi vil forsøge at fortælle lidt om turen og der vil være link til billeder i et vist omfang.

Billederne finder du HER.

Vivian og Freddy

Tirsdag den 14. maj kl. 09.45

BC og Alberta Posted on 14 maj, 2013 17:58

I går ved 16-tiden ankom vi til Chestermere – en lille forstad til Calgary (øst for Calgary) og er blevet indlogeret hos Jackie og John (Jackie er datter til Norm og Gerry, vi besøgte på Vancouver Island).

Det regnede, da vi stod op i går morges i Banff, så vi droppede yderligere gåture i byen. Derimod kørte vi 25 km tilbage mod Lake Louise, hvor Vivian havde læst om et vandfald og en lille gåtur (Johnston Canyon). Det var en meget fin tur og i tørvejr. Desuden mødte vi de samme 2 personer, som vi havde mødt dagen før på vores tur op i sneen ved Lake Louise. Vi så også et jordegern, som havde travlt med at spise.

Herefter kørte vi mod Calgary, men valgte at køre ad den gamle hovedvej, så vi havde tid til at se lidt mere og stoppe, når vi havde lyst. Første stop blev et krondyr, som stod i vejkanten og gnavede bark af en træstamme.

Vi stoppede også ved en kirke, som var opført i 1875 – kun 8 år efter Canadas opståen. Som man kan se på billederne fra kirken, så har vi nu forladt bjergene og kommet ud til de store vidder. Enorme marker med kreaturer og store ranches.

Vi kørte igennem byen Cochrane, hvor vi kunne se nogle kæmpestore huse placeret helt ude ved bjergsiderne. Vi har fået at vide, at det er det absolut dyreste område her i Alberta, hvor der bor oliemillionærer, professionelle fodboldspillere og hockeyspillere. Desværre kunne vi ikke komme til at tage billeder af husene.

Vi har fået hilst på alle familiemedlemmerne her og er nu ved at være klar til tirsdagens gøremål.

Billederne fra i går finder du HER.



Søndag den 12. maj kl. 23.30

BC og Alberta Posted on 13 maj, 2013 07:36

I dag var morgenmaden egenproduktion – vi købte lidt ind i aftes og spiste så på værelset før afgang. Desuden lavede vi også et par klapsammen madder med skinke og ost til frokosten.

Vi kørte fra motellet ved 10-tiden og direkte til søen Lake Louise, som består af smeltevand og ligger i 1.600 meters højde. Store dele af søen var stadig dækket af is og på bjergene omkring lå masser af sne. Flere gange mens vi var der, kunne man høre en rumlen som et voldsomt tordenbulder. Det var laviner af sne, som drattede ned fra bjergene – der ligger en video blandt billederne. Det både lød voldsomt og så flot ud.

Målet ved Lake Louise var en vandretur op til søen Mirrorlake, som ligger omkring 400 meter højere og turen dertil var på knap 3 km. Det var noget af en prøvelse at komme hele vejen, da stien var belagt med sne i 30-40 cm’s tykkelse – godt stampet fast i midten, men stadig blød i siderne, så tit og ofte forsvandt en fod ned i dybet. Da vi havde vandret næsten 3 km og stigningerne forsatte og vi var meget alene i området, valgte vi faktisk at vende om og opgive resten af vejen. Heldigvis mødte vi ret hurtigt et par på vej opad, som kunne fortælle os, at der var maksimalt 10 minutter tilbage, så ville vi nå søen. Vi vendte derfor om igen og fulgtes med dem op til søen – et fantastisk syn.

Nedad gik det rimeligt nemt, men dog var det hårdt at holde balancen hele tiden.

Vel ankommet til søen igen ville jeg hente vores madder i bilen og så skulle vi gå ned til bagsiden af søen. Da jeg kom retur med maden, var det imidlertid begyndt at regne, så maden blev spist i bilen i stedet for.

Vi valgte så at køre videre og skulle til Marble Canyon 40 km østpå, men det regnede stadigt, da vi ankom hertil, så vi blev i bilen og vendte snuden mod Banff, hvor vi så overnatter.

Eftermiddagen og aftenen har det været ret koldt og blæsende, men vi skal nok ikke klage over vejret. I fredags rundede vi faktisk 34 grader, da vi kørte fra Kelowna.

Billederne fra i dag finder du HER.



Lørdag den 11. maj kl. 21.45

BC og Alberta Posted on 13 maj, 2013 06:37

Faktisk er dette indlæg først skrevet søndag aften, da min tekst fra lørdag aften ikke kunne uploades, så den forsvandt ud i den blå luft. Lidt ærgerligt, da det nok var den allerbedste beskrivelse til dato. Nu må I tage til takke med et referat baseret på min hukommelse.

Vi forlod Revelstoke efter den mest elendige omgang morgenmad, man kan tænke sig. Vi kunne få cornflakes med mælk, toast med marmelade eller peanutbutter, kaffe, te og juice. Vi følte os slet ikke mætte, men begav os ud på vejen mod Lake Louise, der skulle være dagens mål.

Første stop var en lille ujævn grusvej under 10 km. fra Revelstoke. Her skulle vi finde en geocache, som viste sig at være skjult i bunden af en træstamme (udboret), som herefter var stillet på højkant og sømmet sammen med et andet træ.

Første by vi stødte på efter Revelstoke var byen Golden knap 150 km væk, så godt 2½ time efter vi forlod hotellet, var vi igen i et civiliseret område. Undervejs passerede vi tidslinjen mellem Pasific time og Mountain time, hvilket betød, at vi skulle sætte urene 1 time frem – så cirka kl. 13 spiste vi frokost i Golden – godt sultne. Min burger med bisonkød smagte godt.

Vi gjorde holdt undervejs ved et informationscenter, som tydeligvis endnu ikke var åbnet efter vinteren – kun et par grounddogs holdt vagt ved stedet. I Golden var informationscentret åbent og vi kunne få lidt brochurer om vejen frem.

I byen Field – på grænsen til Alberta holdt vi en lille kaffepause og umiddelbart derefter kommer man til en kraftig stigning, hvor man har bygget to loops (spiraler) inde i bjergene, så toget ikke skal udsættes for så voldsom en stigning. Nåh ja – vi så jo også et langt godstog (knap 100 vogne) passere en bro et stykke ude i det fjerne.

Vel ankommet til Lake Louise valgte vi at indlogere os på et motel.

Billederne fra i går kunne heller ikke lægges ud på nettet, men nu er de HER.



Fredag den 10. maj kl. 22 i Revelstoke

BC og Alberta Posted on 11 maj, 2013 07:47

Vi indledte dagen med et lækkert morgenbord på B&B stedet i Peachland. Der var forskelligt i både køleskabet og skabene, som vi bare kunne tage af. Herefter fik vi pakket bilen og satte kursen sydpå. Vi havde læst i en lille brochure på stedet, at man burde gå en lille tur ved Hardy’s Falls.

Der var kun et par kilometer til stedet og gåturen kun 3-400 meter, så det var overkommeligt. Da vi skulle derfra, kom en lokal familie og manden spurgte, om vi var fra området. Han kunne fortælle, at for bare et par år siden var stedet meget anderledes, da en del af klipperne endnu ikke var brækket af. Iøvrigt arbejdede han for nogle danskere på et bageri lidt længere sydpå – her bagte man rigtigt rugbrød og ikke den type, som man ellers kan købe i Canada. Det er bare franskbrød med lidt rugmel i.

Så gik det ellers nordpå – ikke så langt, kun omkring 30 km., hvor vi så kiggede os lidt omkring i Kelowna. Stedet rummer et meget stort område med ferielejligheder og lækre strande ned mod søen Okonanga (den er iøvrigt 120 km lang og 3,5 km bred – altså lidt større end Slotssøen i Kolding). Vi tilbragte en 3 timer i området, men fik også besøgt et par skobutikker i byen og Vivian blev indehaver af et par travesko.

Tilbage til bilen og videre i retning mod Vernon, men det tog ikke så lang tid. Derfor nøjedes vi med en kort pause her (kaffe og lidt æbletærte og iste til Vivian) – og så kørte vi videre mod Revelstoke, hvor Norm og Gerry havde foreslået ophold på hotel Super8. Vi ankom hertil ca. 18.30 og fik et værelse. Konstaterede, at vi har boet her i byen også i 2007, men på et andet motel.

Nede i byen lykkedes det at finde lidt aftensmad og vi er nu ved at være trætte nok, så sengetiden nærmer sig.

Dagens billeder finder du HER.



Torsdag den 9. maj kl. 22.00

BC og Alberta Posted on 10 maj, 2013 07:12

Efter at have fået pakket i morges og taget behørigt afsked med Irene, satte vi kurs mod byen Kelowna. Helt så langt er vi ikke nået, men det er kun 10-20 km, som vi mangler.

Vi har tilbagelagt omkring 400 km i løbet af dagen, men med en masse stop, så får vi alligevel en hel dag til at gå med projektet.

Første stop var ved Bridal Falls, hvor vi på en kort gåtur på ca. 15 minutter nåede op til vandfaldene. Ved P-pladsen stod der godt nok et advarselsskilt om, at der var bjørne i området, men vi så flere (altså ikke bjørne, men mennesker), som begav sig op ad stierne, så vi vovede også at gå turen.

Frokosten blev indtaget på en græsplæne ved Subway, hvor en helikopter samtidig havde travlt med at fragte nogle ting op i bjergene, så det støjede lidt.

Da vi nåede hen midt på eftermiddagen, besluttede vi, at når byen Merritt var passeret, så ville vi finde et sted at sove. Vi var bare ikke opmærksomme på, at næste by efter Merritt var ca. 100 km væk. Derfor blev første by vi nåede til byen Peachland, hvor vi ikke kunne finde et hotel/motel, men masser af B&B muligheder. Det første sted vi besøgte, blev valgt og jeg tror, at I kan se på billederne, hvorfor vi valgte det.

I aften gik vi en tur ind til byen og spiste på Gasthaus.

Temperaturen nåede i dagens løb op på 28 grader, men vi var også helt nede på omkring 18-20 grader, når vi befandt os højest oppe på turen. Umiddelbart var højeste punkt vist nok 1700 meter over havet og vi har fundet en cache placeret i 1.634 meters højde, som er ny rekord for os.

Jeg er nu ved at kopiere billeder over, så der er lidt at kigge på og derefter er det vist sengetid.

Dagens billeder kan findes HER.