Efter at have fået pakket i morges og taget behørigt afsked med Irene, satte vi kurs mod byen Kelowna. Helt så langt er vi ikke nået, men det er kun 10-20 km, som vi mangler.

Vi har tilbagelagt omkring 400 km i løbet af dagen, men med en masse stop, så får vi alligevel en hel dag til at gå med projektet.

Første stop var ved Bridal Falls, hvor vi på en kort gåtur på ca. 15 minutter nåede op til vandfaldene. Ved P-pladsen stod der godt nok et advarselsskilt om, at der var bjørne i området, men vi så flere (altså ikke bjørne, men mennesker), som begav sig op ad stierne, så vi vovede også at gå turen.

Frokosten blev indtaget på en græsplæne ved Subway, hvor en helikopter samtidig havde travlt med at fragte nogle ting op i bjergene, så det støjede lidt.

Da vi nåede hen midt på eftermiddagen, besluttede vi, at når byen Merritt var passeret, så ville vi finde et sted at sove. Vi var bare ikke opmærksomme på, at næste by efter Merritt var ca. 100 km væk. Derfor blev første by vi nåede til byen Peachland, hvor vi ikke kunne finde et hotel/motel, men masser af B&B muligheder. Det første sted vi besøgte, blev valgt og jeg tror, at I kan se på billederne, hvorfor vi valgte det.

I aften gik vi en tur ind til byen og spiste på Gasthaus.

Temperaturen nåede i dagens løb op på 28 grader, men vi var også helt nede på omkring 18-20 grader, når vi befandt os højest oppe på turen. Umiddelbart var højeste punkt vist nok 1700 meter over havet og vi har fundet en cache placeret i 1.634 meters højde, som er ny rekord for os.

Jeg er nu ved at kopiere billeder over, så der er lidt at kigge på og derefter er det vist sengetid.

Dagens billeder kan findes HER.