Blog Image

Canada 2013

Canada 2013

Vi vil forsøge at fortælle lidt om turen og der vil være link til billeder i et vist omfang.

Billederne finder du HER.

Vivian og Freddy

Onsdag den 8. maj kl. 8.15

Vancouver Island Posted on 08 maj, 2013 17:17

Tirsdag fik vi serveret det helt store morgenbord hos Norm og Gerry, hvorefter vi kørte nordpå mod Mount Washington. Vi valgte kystvejen nordpå, så vi kunne nyde udsigten over havet.

Et lille stykke oppe sejler en færge over til en af de små øer og på noget beton ude i vandet, så vi en større flok søløver. De larmede utroligt meget – I kan selv høre det på videoklippet blandt billederne.

Mount Washington var meget flot og den sidste del af køreturen (ca. 15-16 km) var på en fin vej, men ingen sideveje eller i det hele taget trafik. Vi mødte vel maks. 5 biler på hele strækningen.

På bjerget havde vi det også næsten for os selv – kun nogle arbejdere var i gang med at udbedre forskellige ting efter vinteren. Desværre kunne vi ikke komme ret meget rundt, da sneen stadig lå overalt.

Vi kørte sydpå igen med et par stop til fotografering, men ellers hjem til Norm og Gerry, hvor der blev serveret drinks på terrassen og dernæst grillet bøffer.

Nu skal vi snart pakke sammen og kører så videre mod Victoria i den sydlige del af øen – ca. 2 timers kørsel.

Billederne fra tirsdagen er HER.



Tirsdag den 7. maj kl. 8.30

Vancouver Island Posted on 07 maj, 2013 17:48

I går ankom vi til Vancouver Island. Sejlturen hertil tager ca. 2½ time og vejret var flot, men det var lidt blæsende på soldækket, så vi fortrak indendørs. Tiden blev brugt til at spejde efter hvaler og spækhuggere, men vi så ingen.

Ved ankomst til Nanaimo på øen var det tid til lidt frokost, så det blev Wendy’s Sandwiches, der blev valgt. Herefter kørte vi nordpå mod Nanoose Bay, hvor dagens første geocache skulle findes. Den var placeret langs vandkanten, men vi måtte gå/kravle næsten 200 meter på store sten for at komme frem. På modsatte side var nogle unge mennesker, som sandsynligvis har undret sig over, hvad vi dog havde til hensigt. Det lykkedes at finde cachen og komme sikkert tilbage.

Både stedet med cachen og turen dertil og derfra fremviste fantastiske udsigter og nogle enorme huse. Det er vist ikke lige der, man skal regne med at finde en bolig.

Vi ankom til Norm og Gerry i Qualicum Beach ved 16-tiden og hyggede os med lidt drinks, mens et par kyllinger kørte rundt ude på grillen. Sammen med kyllingerne fik vi årets første nye kartofler fra British Columbia.

Gårsdagens billeder findes HER.



Mandag morgen den 6. maj kl. 7.45

Vancouver Posted on 06 maj, 2013 16:56

Søndagen var vist det, man kalder en hviledag.

Om formiddagen besøgte vi det ældrecenter, hvor Irene bor og det er herfra, der er billeder denne gang. Meget lækkert sted med masser af aktiviteter, egne kokke, menukort med flere valg til måltiderne – så et rigtigt godt sted at bo.

Senere gik Vivian og jeg en tur ad en sti langs jernbanen og geocachede lidt, mens Bob og Sandi var henne og se barnebarnet spille fodbold.

Søndag aften havde vi inviteret Bob, Sandi og Irene ud at spise, så vi endte på en pub/restaurant ikke langt herfra nede ved vandet. Tjeneren serverede et stykke flot pyntet lagkage for Irene, da han hørte, hun fyldte 90 år.

Aftenens ishockeykamp endte igen med et nederlag til Vancouver.

Lige nu er vi ved at gøre klar til at pakke – senere på morgenen kører vi til Tsawwassen, hvorfra vi skal sejle over til Vancouver Island og være hos Norm og Gerry frem til onsdag.

Dagens billeder er HER.



Søndag morgen den 5. maj kl. 8.25

Vancouver Posted on 05 maj, 2013 17:36

I dag er dagen, hvor Irene fylder 90 (og Alexander fylder 9), men allerede i går blev dagen fejret her hos Bob og Sandi.

Fra morgenstunden var der aktiviteter, da fødselsdagen skulle holdes i haven, så Vivian og jeg fik tjansen med at vaske havemøbler og få dem stillet op til dagen.

Irene havde ingen fødselsdagsønsker, men havde blot bedt om et dansk fødselsdagskort. Det medbragte vi naturligvis og for at fuldende det, så skrev vi også teksten i kortet på dansk til hende.

Ved 15-tiden begyndte de første gæster at komme og vi nåede vel op på 25-30 stykker, før det stilnede af. Sandi havde lavet mad i dagene op til, så der blev anrettet fade i køkkenet, hvorefter man kunne hente og sætte sig, hvor man ville. Der var også taget kontakt til Irenes familie på Vancouver Island, så Irene blev meget rørt og glad, da hun så gæsterne herfra også ankomme.

Bob og Sandi overtog først huset her i juli måned 2012, så en masse af gæsterne havde aldrig set det tidligere, så der blev arrangeret rundvisninger. På billederne vil I også kunne se vores værelse, som vi i dagens anledning havde ryddet pænt op på.

Ved 23-tiden var huset tømt og der blev ryddet en smule op, men mens vi andre gik i seng, ville Sandi selv fortsætte oprydningen.

Billederne i dag er alle fra huset og festen og du kan klikke HER for at se dem.



Lørdag morgen den 4. maj i Vancouver

Vancouver Posted on 04 maj, 2013 17:34

Man kan let rode rundt i tiderne, når man er så langt væk hjemmefra. Jeg fik skrevet på indlægget i går, at det var fredag aften – det skulle altså være torsdag aften.

Nu er det så blevet lørdag morgen, men i går kørte vi en tur op langs kysten nord for Vancouver i retning af Whistler. Whistler er et stort vintersportsområde et par timers kørsel nordpå, men vi regnede ikke med at køre hele vejen.

Første stop var i Horse Shoe Bay, hvorfra der sejler færger til Vancouver Island. Undervejs videre nordpå stoppede vi ved en P-plads, hvorfra man kunne tage en vandretur på 5 km til en sø. Vi nøjedes dog med ca. 1 km. hver vej og gik i stedet til en bunke sten, hvor vi kunne finde en geocache.

Videre til British Mining Museum hvor vi enedes om, at vejret var for godt til at rende rundt inde i jordens indre, så vi tog bare et billede af en kæmpetruck, som var parkeret udenfor.

Sidste stop på vejen blev Shannon Falls – vandfald fra ca. 335 meters højde og de 3. højeste i British Columbia. Vi spiste frokost, så vi kunne sidde og se op på vandfaldet og nyde de udsprungne træer. Selve frokosten er ikke noget at skrive hjem om, så det vil jeg undlade. Efter frokosten tog vi en vandretur op ad stierne, så man kunne se tingene fra nogle andre vinkler.

Hjemad endte vi i en kæmpekø af biler, som skulle til Vancouver. Der var stor ishockey kamp i byen, så vi blev cirka en time forsinket. Heldigvis ventede de med maden alligevel, så vi kunne slutte turen med en omgang spareribs hos Bob og Sandi.

Efterfølgende så vi ishockey på TV, men det var ikke så heldigt – Vancouver tabte kampen.

Nu er det tid til lidt morgenmad og i løbet af dagen bliver huset fyldt op med ca. 20 gæster, så skal vi fejre Irenes 90-års fødselsdag.

Lige uden for vort værelsesvindue er Bob ved at modtage en ny rendegraver til sit firma, så mon ikke han skal endevende hele haven i løbet af dagen. Han ser meget tilfreds ud.

Billederne er på vej – om en times tid er de HER.



Torsdag aften i Vancouver kl. 22.00 (= lørdag kl. 07.00 i Danmark)

Vancouver Posted on 03 maj, 2013 07:08

Så fik vi også klaret flyveturen fra Toronto til Vancouver.

Blev hentet kl. 11.30 på hotellet i en Lincoln Limousine og alt kørte efter planen, så vi landede kl. 16 i Vancouver.

Bilen blev hentet – en Impala (Chervolet af en slags) – meget lækker flyder og med et bagagerum på størrelse med en lille lejlighed (dog uden bad og toilet). Vi fandt hurtigt den rette vej ud til Bob og Sandi, hvor vi nu har fundet det passende at gå i seng. Klokken er jo faktisk 1 om natten, set fra vores side.



Torsdag den 2. maj kl. 08.15

Turen til Toronto Posted on 02 maj, 2013 14:38

Onsdagen var der afgang fra hotellet kl. 9.30 med bus til Niagara Vandfaldene – først skulle vi dog lige forbi 2 andre hoteller, hvor der også skulle samles op. Vi endte med at være 37 i bussen – fra Canada, Skotland, Rusland, Østrig, Frankrig, Japan, Korea og Danmark (ikke mindst).

Chaufføren (Alex) var samtidig guide, så han fortalte vidt og bredt undervejs, så det var ganske godt. Kl. 11.45 ankom vi til vandfaldene og havde knap en time til fotografering mm. Fantastisk udsigt og noget overvældende, når man lige bliver sluppet ud af bussen.

Dernæst blev vi kørt lidt længere ned i området, hvor vi havde knap 2 timer til rådighed. Først var vi på en lille sejltur med flotte blå regnslag. Turen gik helt over mod de 2 vandfald og vi blev meget våde, men det vuggede ikke så meget. Også et meget imponerende syn, men det var lidt svært at tage billeder – kameraet skulle helst holdes inde under regnslaget.

Vi fik spist vores medbragte mad og vandrede lidt rundt i området og fik taget en hel del billeder. Der var også kæmpe hoteller og casino, så jeg tror, vores månedsløn hurtigt kunne få ben at gå på.

Der er ca. 90 meters højdeforskel mellem de 2 søer og vandfaldene klarer de 60 meter. Om natten kan man ved hjælp af noget opdæmning dæmpe vandet, så der fra kl. 22 til 8 om morgenen kun løber ca. halv så meget vand igennem. I dagtiden kommer der ca. 2.800 m3 i sekundet.

Efter samling i bussen igen kørte vi mod den lille by Niagara-On-The-Lake med et enkelt stop undervejs, hvor der kunne tages billeder af udsigten. Byen var et lille hyggeligt sted, men vi havde kun en lille time på stedet, før vi igen blev losset i bussen.

På vej retur mod Toronto (udtales Toronno lærte vi i går) stoppede vi ved en vinproducent – Canadas største producent af eiswein. Her fik vi et par smagprøver og mulighed for at købe eiswein (godt 210 kr. for en halv liter). Vi droppede indkøbet.

Ved 19-tiden var vi retur på hotellet, hvor vi kunne tjekke ind til dagens flyvetur fra Toronto til Vancouver. Vi bliver hentet af en taxa kl. 11.30 (om 3 timer) og skal flyve kl. 14. Flyveturen tager godt 5 timer, men pga. tidsforskellen på 3 timer, så kan vi lande kl. 16.05 i Vancouver. Her skulle der gerne stå en bil klar til os, så vi kan køre ud til Bob og Sandi, hvor Irene også skulle være på besøg.

Billederne må stadig vente – der er skam meget at lave, når man holder ferie.



Onsdag den 1. maj kl. 23.30

Turen til Toronto Posted on 02 maj, 2013 05:37

Det har været en lang, men imponerende dag til Niagara Falls.

Efter vi kom hjem fra turen, skulle vi pakke – vi skal videre til Vancouver i morgen. Så skulle vi også have lidt at spise. Der skulle tages sikkerhedskopi af billederne, så nu er aftenen gået og jeg må vente til i morgen med at få skrevet om onsdagen og lægge billeder på nettet.



« ForrigeNæste »